lørdag den 23. maj 2015

Tel Aviv Art Museum og Stranden

Denne uge har valgt en helt fantastisk slutning! Jeg startede ellers denne uge med at være noget presset. I mandags var der udsigt til at blive varmt. Jeg tog derfor med Benjamin på en Café nede ved den nye havn. Det skulle dog vise sig at være en pænt dårlig idé. Air conditionen på caféen er nemlig ikke den bedste. Ikke noget jeg havde lagt mærke til før, da døren ud til Middelhavet normalt altid står åben og sørger for en kølig brise - det sker ikke når ude temperaturen er 41.6 grader celcius eller hvor meget det nu kom op på.

Vi besluttede derfor at tage tidligere op på universitet end planlagt, så jeg efterlod min cykel nede i byen - at tage cyklen som morgenen var endnu en af dagens suboptimale beslutninger. Gåturen fra Caféen til busstationen, samt tiden vi skulle vente før bussen kørte var intet andet end uudholdelig. På en eller anden måde, så tror jeg dog at min tilstedeværelse gjorde det nemmere for Benjamin at holde det ud. Nu er 41 grader også langt over min foretrukne temperatur, så jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg har været underholdende. Turen i solen og varmen sikrede da også hovedpine og kvalme det meste af eftermiddagen. - Hvis du nu tænker gad vide om det er grundet manglende vand indtag, så har du helt ret. Jeg var virkelig die dumme Danen.

Da jeg skulle hjem mandag aften, stoppede jeg ved min stamcafé et par timer i håbet om at temperaturen ville falde under de 30 grader inden cykelturen hjem. Det skulle dog ikke ske. Fra kl. 21-23 steg temperaturen 3 grader. Hvorfor er mig endnu en gåde.

I løbet af ugen har temperaturen heldigvis ikke gjort andet end at falde for hver dag der går. Torsdag og fredag har været vejret helt perfekt. Jeg er også ved at vende mig til the Israeli Way. som faktisk er meget modsat os danskere. Du må for guds skyld ikke smile til folk på gaden med mindre du nærmest vil date dem. Men til gengæld kan du bare starte samtaler med alle de folk på gaden du har lyst til. Gode råd - også nogle gange bare råd - kommer fra alle fronter uanset om man har bedt om dem eller ej. Det kan i nogle tilfælde være lidt meget, men man skal bare ikke tage det for mere end det er. Torsdag kom jeg derfor til at spise min frokost falafel med Shelly fra Miami. Det var rigtig hyggeligt. I min tid på uni i DK har jeg dog aldrig oplevet, at der kom nogle jeg overhovedet ikke kendte for at sludre lidt over frokosten.

Tel Aviv Art Museum by night
Torsdag aften havde Tel Aviv Art Museum aften/nat åbent. De havde et surrealistisk tema. Så er var jeg inde sammen med Benjamin. Jeg har ikke været derinde før og blev da hurtigt skræmmende opmærksom på hvor lidt jeg ved om kunst. De havde mange kendte kunstnere derinde. De havde bl.a. 5 Piccasoer og et Monet. Jeg kunne til mit forsvar godt kende stilen fra de to. Men mange af de andre som jeg heller ikke kan huske navnene på nu var jeg helt lost omkring.

Piccaso
De havde også nogle meget interessante photo udstillinger. Den ene var billeder taget i Israel og Palæstina og den anden var en fotograf, der havde taget billeder tæt på kernen af rigtig mange konflikter. Han motto var noget i stil med "Hvis du ikke kan få et godt billede, så er det, fordi du ikke er tæt nok på konflikten". Det var nogle meget stærke billeder.
3D halmballer

På nedeste etage var der en afdeling hvor man selv kunne tegne og lade fantastien få frit løb og der var live musik mange steder. Der er nu ikke noget som lidt musik, når man tuller rundt og ser på kunst. Det var en meget dejlig oplevelse.
Udsigten højt oppefra ned på de kreative sjæle,
der tegner



De havde mange film klip kombineret med Live musik og Dj's, samt en forudindstillet maskine, der pludselig begyndte at producere musik. Det var meget sejt lavet. Noget jeg ikke fik taget billeder af, da det var så betagende at opleve.

The Beach
Fredag var det tid til at tage på Stranden. Daniella som altid klar med det helt rigtige picnic udstyr til foretagnet. Vi mødtes med Ele, Ele's ven, der skal giftes i næste uge (det er skik ikke at blive gift mellem Passover og denne søndag, kan ikke huske hvad disse helligdage hedder), og Shammai. Det var virkelig hyggeligt. Vandtemperaturen var perfekt og bølgerne høje. Så livredderne var godt forberedte med mikrofoner, hvormed de kunne give beskeder til de badende gæster (ikke at de overhovedet lod til at rette sig efter det). Men tanken er fin.

Solen var ikke slemt, da vi ventede med at tage afsted til ud på eftermiddagen og der var faktisk noget skyet (helt perfekt for mig).

Efter en god strand tur tog vi hjem til Daniella og lavede aftensmad, hvorefter Tomer sluttede sig til os og vi så film med chokolade og popcorn - mums.

Popcorn lavet som de gør det i Wisconsin
De dejlige mennesker hernede gør det nemt at føle sig hjemme og godt tilpas. Det hjælper rigtig meget, for skal jeg være ærlig så savner jeg jer. Måske I bare allesammen kunne flytte herned. - Altså det er klart nemmest, hvis I konverterer til Jødedommen først, så har de meget favorable ordninger hernede.

søndag den 17. maj 2015

Tel Aviv er dejlig, men også VARM!

Ja, verjudsigten for de næste par dage taler vel nærmest for sig selv. Jeg må sige, at jeg lige nu er ret glad for ikke at skulle være her i juli og august, som imodsætningen til nu er de varme måneder.
DMI's 48 timers vejrudsigt
I dag har det ikke været helt så varmt. Men på vej hjem fra universitet var løberne begyndt at vise overkroppen frem. Bevares det klager vi da ikke over, men satser nu lidt på at de ikke fortsætter stilen hver gang temperaturen får et nyk opad.

Livet er nu meget godt hernede. I skrivende stund kører vaskemaskinen, der er rugbrød i ovnen, rødvin på bordet og Heidi i den israelske udgave af uglekostumet, så bliver det ikke meget bedre. det skulle da lige være at have Anders her også. Men han har underholdt noget så dejligt på Skype her til aften :)



lørdag den 9. maj 2015

Brugbar cykelsti?

Jeg ved ikke om, I kan se det på billedet. Men forsøgte at tage det, så I kan se begge ender af cykelstien. Det giver umiddelbart ikke megen mening at lave så kort en cykelsti. Men som jeg ofte får at vide hernede, så kan det ikke betale sig at prøve at finde en rationel forklaring.




Skovtur :)
I går var jeg til Daniellas post-alt skovtur. Det var rigtig dejligt at se nogle af de dejlige mennesker, jeg havde mødt til tidligere begivenheder her i Tel Aviv. Det var også dejligt at se de mennesker, jeg har hørt så meget om, men endnu ikke havde mødt. En skøn, skøn eftermiddag!
Tel Aviv er jo om noget hundene og kattenes by. Det var derfor heller ikke overraskende, at der var to dejlige hunde med til Skovturen. Begge hundene var tidligere internat hunde, og nej hvor var de søde. I får billeder, når Daniella får billederne fra eftermiddagen. Men mine hygiejne standarder har nok ikke helt tilpasset sig til Tel Aviv endnu. Jeg har i hvert fald stadig svært ved at se udover alle de ekstra proteiner, der kommer i maden sådan en dag i form af hundehår og hvad der ellers hører til. Det var dog også med til at gøre det rigtig hyggeligt. Det hele var lidt hektisk med hunde og mennesker over det hele. Alle glade og snaksaglige på mange forskellige sprog. Man kunne ikke andet end at føle sig hjemme blandt disse mennesker.


På falderebet skal, der lyde et tillykke til Allan Sørensen, der vandt Den Gyldne Pegepind i går. Og en tak for snaps'ene. Det så hyggeligt ud oppe på foreningsgangen!

lørdag den 2. maj 2015

Lad os spørge hende den lyshårede med cykelhjelmen om vej - Hun ligner jo ikke en turist?

Jeg ved ikke om, det er det, alle de mennesker, der spørger mig om vej, tænker. Og på en eller anden måde, så er det også bare lettere at finde vej hernede. Noget af det skyldes nok, at jeg meget befinder mig på de samme veje og når ikke det sker, så har jeg google maps til hjælp. Derudover så er det sjældent, at der rigtig er noget jeg kan komme for sent til hernede. Så det gør mig generelt ikke så meget at komme lidt senere til et sted, fordi jeg tager en lille omvej. (Folk hernede går heller ikke voldsomt meget op i hvad klokken er).

Det får mig dog ikke til at forstå, at mange mennesker spørger mig om vej. I onsdags skete det to gange på vej til Poetry & Story slam og endnu engang efter at Amit og Daniella havde sat mig af to minutters gang fra min cykel. Altså jeg forstår det ikke. Hvis jeg ikke kunne finde vej, at havde jeg da valgt at spørge en, der ikke lignede en turist! Bevares jeg tager det da som en kompliment om, at jeg ikke ligner en turist så meget som jeg går rundt og tror. I Onsdags lykkedes det mig da også at "fortælle" den ældre dame, hvor hun skulle hen. Det til trods for at hun ikke snakkede engelsk.

Poetry & Story Slam
Denne måneds Poetry & Story Slam handlede om hvide løgnen (Læg mærke til hvordan jeg får det til at lyde, som om jeg bare viste, hvad jeg gik ind til. Det var tidligere meningen, at jeg skulle deltage i det, men jeg fór vild). Poetry & Story Slam foregår ved at en masse modige mennesker skriver en historie eller et digt, der passer til temaet. Der er så 5 dommergrupper af 4, der bedømmer det.

Det er et rigtig fint koncept, og det var virkeligt meget hyggeligt at se på. Jeg var dog ikke forberedt på hvor personlige de historier, der kommer frem under et emne som hvideløgne. Ret mange om ekskærester. Ja, det var næsten lidt for autentisk.

Mange af de optrædende var amerikanske israelere og hold da op hvor de lyver meget for hinanden i USA. Det fik mig til at tænke på, om vi gør det samme i DK? Amit påstår i hvert fald, at de ikke gør det hernede. Som han sagde det, så siger Israelere altid deres mening, om de så bliver bedt om den eller ej.

Min stam-café http://thestreets.co.il/streets-dizengof/ 
Faktisk, så er det Benjamin, som jeg efterhånden også anser for værende min stamcafé. De er så søde derinde og de kan nu efterhånden også kende mig, selvom jeg ikke, er der sammen med Benjamin :)

Da jeg sad derinde kom Hippie jøderne igen forbi. Læg mærke til ham med truthornet nederst i højrehjørne. Jeg vil også lige sige, at lyden på filmen er væsentlig lavere end i virkeligheden.

KyllingeLever
Jeg begynder også at få øjnene op for nogle af de små lækre steder de her i Tel Aviv. sidste lørdag fik jeg kyllingelever i pita til aftensmad. Kvinden ved kassen fik det til at lyde vildt lækkert - og det smagte i grunden ikke så slemt. Så jeg må derind en anden gang igen. For hvis de kan få lever til at smage OK , tænk på hvor godt resten af deres mad må være!



De dejlige mennesker i DK er savnet!
Alt i alt går det hele godt hernede. Måske går det endda lidt fremad på forskningsfronten, Måske. 
Og jeg må indrømme, at hvis jeg kunne flytte alle jer dejlige mennesker herned, så var det helt klart et sted jeg godt kunne bo. I hvert fald i perioder med våbenhvile. 

Turister med stort T