Daniella's fødselsdag, Memorial Day og Independence day

De sidste par dage har været virkelig gode og travle. Tel Aviv begynder at virke hjemlig og jeg har nu fundet min stam café.

Memorial Day
Tirsdag aften startede endnu en mindedag. Denne gang var det for de faldne soldater. Universitet havde igen en mindehøjtidlighed. Jeg valgte dog ikke at deltage. Det havde været fint sidste gang, men det er svært, når man sidder der og ikke forstår noget af det.

I stedet tog jeg til The Stage om aftenen. Her skulle Daniella synge til mindehøjtidligheden. Der var tæt på fuldt hus. Mindehøjtideligheden blev skudt i gang af sirenerne. Denne ceremoni forefik både på engelsk og hebraisk. Den indeholdte blandet en fremføring af sangen 20.000 brothers. Teksten blev først fremført på engelsk, så vi forstod handlingen. Den handler om en Soldat, der er flyttet til Israel fra Texas og ikke har noget familie her. Da han falder i kampen kommer, der 20.000 til hans begravelse her. Det var meget intens. Jeg kom til at sidde lige bag nogle, der havde tabt i Operation Protective Edge.

Der var et søskende par, hvoraf broren havde deltaget i Operation Protective Edge sidste sommer. Hans søster var hans eneste familie her i Israel. De opførte så nogle af samtalerne mellem både ham og hans søster, men også mellem søsteren og resten af familien.

Derudover blev der også sunget andre sange, der i blandt Empty Chairs at Empty Tables fra Les Miscerable. Alt i alt var det virkelig en god ceremoni. Specielt fordi de også her nøjes med at mindes de faldne, samt de civile på begge sider af de krige, der har været. Om krigene så alle sammen har været nødvendige er en anden diskussion, men den diskussion hører til alle de andre dage, da det jo ikke gør mindre ondt på de pårørende om det er en undgålig krig de faldt i, nok nærmere omvendt.

Efter Ceremonien tog vi nogle stykker hjem til Amit for at ønske Daniella tillykke med fødselsdagen. På den måde kan man sige, det er godt at den jødiske kalender ikke følger fødselsdags kalenderen, så man ikke altid har fødselsdag på sådanne dage.

Onsdag formiddag kom endnu en sirene. Denne gang var jeg på café sammen med Benjamin for at arbejde. Det var fint at så hvordan alle folk på gaden stod helt stille, da sirene lød. Folk kom ud af deres biler og det hele gik i stå et par minutter.

Independence day
Da alle så havde mindet tabet af deres kære og andre landsmænd, så var de klar til at fejre Israels selvstændighed om aftenen. Det gjorde jeg også. Først med Daniella og hende veninde Ele og to af hende veninder. Ele havde lavet mad til os i hende bror vildt lækre lejlighed i Syd Tel Aviv. Hold nu op den var lækkert. De havde også den sødeste lille hestehund.
Det var bare en dejlig aften. Men den viste sig at være langt fra slut.

Efterfølgende mødtes jeg nemlig med Benjamin og hans kusine Maya. Vi så lidt af showet på Kikar Rabin og gik derefter over til en anden plads, hvor der var folkedans. Herefter gik turen ned at Rothshild Street, hvor den helt store folkefest var i gang. Der kørte varevogne rundt med kæmpe store højtalere og festmusik med folk dansende ovenpå og rundt om bilerne. Det var vildt at se og der var ret meget Roskilde stemning over det. I kan sikkert også forstå hvor overrasket jeg var, da jeg hørte, at "bagmændene" var en retning af ortodokse jøder. Deres mantra er at bringe glæde til folk og verden. Det var en fest!

Det gjorde det derfor også lidt hårdt at skulle op dagen efter. Men der ventede jo endnu mere fejring af Independence Day. Sammen med Micha venner skulle jeg nemlig til BBQ. De er bare sådan nogle søde mennesker og jeg havde en fantastisk eftermiddag. I min iver har jeg desværre glemt mit Kamera, så I må nøjes med et link til Michas billeder. Derudover så kommer der også billeder på facebook, Jeg er dog bare lidt i tvivl om hvorvidt I kan se dem. 

Men som I nok kan fornemme, så går det godt her. Jeg krydser blot fingre for at det går ØF ligeså godt i dag. 

Mindesdag for Holocaust Ofre

Jeg ved godt, at det er ved at være rigtig lang tid, at jeg sidst har opdateret. Så nu vil jeg forsøge at komme med nogle korte opdateringer, der ikke er i kronologisk rækkefølge godt nok. Det skyldes dels, at der er sket så mange ting og de passer ikke alle ind i den samme opdatering og dels at det ville tage rigtig lang tid.

Dronningens fødselsdag i år var på mange måder meget speciel. Det siger jeg ikke kun, fordi hun fyldte 75år - og tillykke med det. Men fordi den i år faldt på sammen dag, som mindes-dagen for Holocaust ofre hernede. Som med alle deres religiøse helligdage, samt mindes-dagen og uafhængigheddagen i denne uge så startede mindes-dagen for Holocaust ofre d. 15. April om aftenen.

Det er meget tydeligt, at det er noget, der fylder meget i folks bevisthed og med god grund. Langt de fleste familier hernede har på den ene eller anden måde været ramt af dette. I forbindelse med dagen hørte jeg forskellige historier om, hvordan de pågældendes familier blev ramt dengang.

D. 16. April tog jeg med til mindehøjtideligheden, der blev holdt på universitet sammen med en af de andre PhD studerende. Hele auditoriet var fuldt og der var en ganske speciel og vedmodig stemning. Der blev sunget sange, nogle vigtige mennesker snakkede. Hvad de forskellige snakkede om mere specifikt, har jeg svært ved at berette om, da det hele foregik på Hebraisk.

Jeg vil dog stadig fremhæve den gamle dame, der kom og fortalte hende historie. De overlevende hernede vil generelt gerne fortælle deres historie. Ikke fordi de på nogen måder nyder at tænke tilbage på det. Men fordi det er vigtigt for dem, at de bliver fortalt videre. Jeg vil derfor også forsøge at fortælle hendes historie her, så godt som jeg kan udfra det jeg fik genfortalt efter ceremonien.

Den overlevendes historie:
Da jeg ikke kunne forstå det og derfor kun fik genfortællingen, så må I bærer over med at den kommer lidt i brudstykker. Men hun fortalte blandt andet om hvordan hun kom i koncentrationslejr med hendes forældre og søster.

På et tidspunkt bliver de taget ind i et stort rum med mange andre. Her tager de hendes lillesøster med. Så vidt jeg forstod, så blev man enten sendt til højre eller venstre alt afhængigt om man skulle arbejde eller til intetgøres. Hun skrev efterfølgende på væggen i rummet, at hun her mistede sin søster. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt hun også mistede sin far i denne omgang eller om det var ved en senere udskillelse. Da hun mistede sin far skrev hun også dette på væggen.

Ved en senere lejlighed ville de også til at skille hende fra hendes mor. Hun var udemærket klar over, at hun aldrig ville se hende igen, hvis de først blev skilt fra hinanden. Desperat som hun var, gik hun hen til en af soldaterne og sagde, at de ikke skulle sende hendes mor væk, da hun var stærk, ung og rask og ville derfor kunne arbejde. Soldaten bad hende hente sin mor og efter at have inspiceret hende, fik de begge lov til at gå til den side, hvor arbejderne var.

Hun fortalte også om en episode, hvor hende og hendes mor var spærret inden i en lukket togvogn uden vinduere i tre dage med så mange andre, de nu kunne stoppe derind. Inde i vognen var der to baljer. En balje med vand og en balje til efterladenskaber. Efter den første dag var der ikke mere vand tilbage, men hun var meget tørstig og sagdedet til sin mor. Moren sagde, at hun blev nødt til at tisse og drikke det. Det var præcist det, hun endte med at gøre.

Det er de brudstykker, jeg kan fortælle. Med til historien hører, at det var en henrivende dame, der fortalte dem. Det var meget tydeligt (tiltrods for at jeg ikke forstod, hvad hun sagde) at hun gerne ville have folk til at høre hendes historie, så det bliver husket, hvad der skete. Derfor har jeg valgt at genfortælle det jeg kunne her.