Mindesdag for Holocaust Ofre

Jeg ved godt, at det er ved at være rigtig lang tid, at jeg sidst har opdateret. Så nu vil jeg forsøge at komme med nogle korte opdateringer, der ikke er i kronologisk rækkefølge godt nok. Det skyldes dels, at der er sket så mange ting og de passer ikke alle ind i den samme opdatering og dels at det ville tage rigtig lang tid.

Dronningens fødselsdag i år var på mange måder meget speciel. Det siger jeg ikke kun, fordi hun fyldte 75år - og tillykke med det. Men fordi den i år faldt på sammen dag, som mindes-dagen for Holocaust ofre hernede. Som med alle deres religiøse helligdage, samt mindes-dagen og uafhængigheddagen i denne uge så startede mindes-dagen for Holocaust ofre d. 15. April om aftenen.

Det er meget tydeligt, at det er noget, der fylder meget i folks bevisthed og med god grund. Langt de fleste familier hernede har på den ene eller anden måde været ramt af dette. I forbindelse med dagen hørte jeg forskellige historier om, hvordan de pågældendes familier blev ramt dengang.

D. 16. April tog jeg med til mindehøjtideligheden, der blev holdt på universitet sammen med en af de andre PhD studerende. Hele auditoriet var fuldt og der var en ganske speciel og vedmodig stemning. Der blev sunget sange, nogle vigtige mennesker snakkede. Hvad de forskellige snakkede om mere specifikt, har jeg svært ved at berette om, da det hele foregik på Hebraisk.

Jeg vil dog stadig fremhæve den gamle dame, der kom og fortalte hende historie. De overlevende hernede vil generelt gerne fortælle deres historie. Ikke fordi de på nogen måder nyder at tænke tilbage på det. Men fordi det er vigtigt for dem, at de bliver fortalt videre. Jeg vil derfor også forsøge at fortælle hendes historie her, så godt som jeg kan udfra det jeg fik genfortalt efter ceremonien.

Den overlevendes historie:
Da jeg ikke kunne forstå det og derfor kun fik genfortællingen, så må I bærer over med at den kommer lidt i brudstykker. Men hun fortalte blandt andet om hvordan hun kom i koncentrationslejr med hendes forældre og søster.

På et tidspunkt bliver de taget ind i et stort rum med mange andre. Her tager de hendes lillesøster med. Så vidt jeg forstod, så blev man enten sendt til højre eller venstre alt afhængigt om man skulle arbejde eller til intetgøres. Hun skrev efterfølgende på væggen i rummet, at hun her mistede sin søster. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt hun også mistede sin far i denne omgang eller om det var ved en senere udskillelse. Da hun mistede sin far skrev hun også dette på væggen.

Ved en senere lejlighed ville de også til at skille hende fra hendes mor. Hun var udemærket klar over, at hun aldrig ville se hende igen, hvis de først blev skilt fra hinanden. Desperat som hun var, gik hun hen til en af soldaterne og sagde, at de ikke skulle sende hendes mor væk, da hun var stærk, ung og rask og ville derfor kunne arbejde. Soldaten bad hende hente sin mor og efter at have inspiceret hende, fik de begge lov til at gå til den side, hvor arbejderne var.

Hun fortalte også om en episode, hvor hende og hendes mor var spærret inden i en lukket togvogn uden vinduere i tre dage med så mange andre, de nu kunne stoppe derind. Inde i vognen var der to baljer. En balje med vand og en balje til efterladenskaber. Efter den første dag var der ikke mere vand tilbage, men hun var meget tørstig og sagdedet til sin mor. Moren sagde, at hun blev nødt til at tisse og drikke det. Det var præcist det, hun endte med at gøre.

Det er de brudstykker, jeg kan fortælle. Med til historien hører, at det var en henrivende dame, der fortalte dem. Det var meget tydeligt (tiltrods for at jeg ikke forstod, hvad hun sagde) at hun gerne ville have folk til at høre hendes historie, så det bliver husket, hvad der skete. Derfor har jeg valgt at genfortælle det jeg kunne her.