torsdag den 26. marts 2015

Så kan de danske caféer godt pakke sammen!

Jeg har altid godt kunne lide tanken om at arbejde på caféer, men jeg er nok aldrig rigtig kommet ind i en god rytme omkring det i DK. Jo vel, Spiselauget i Godsbanen er et godt bud på, hvor man kan arbejde, hvis man holder af at arbejde på caféer og den der Café i Guldsmedegade (Mona, hvad er det nu den hedder?) er heller ikke komplet umulig at arbejde i.
NB: Hvis I kender andre gode caféer at arbejde i i Aarhus, så må I hjertensgerne sige til, da jeg godt kunne komme til at savne det, når jeg kommer tilbage.

For hernede har de taget det til et andet niveau. Der er flere Caféer, der har indrettet en etage eller en afdeling til arbejdsområde. I Tirsdags tog Benjamin mig med hen til to af sådanne steder. Den første hedder "The Streets". Det engelske navn gjorde mig egentlig ret fortrøstningsfuld om, at jeg nok skulle få øje på stedet i det jeg cyklede forbi. Det skal jeg da lige love for ikke skete. Jeg endte med at køre forbi og fortsætte et kvarter i den forkerte retning inden det gik op for mig. Nu sidder mange af jer sikkert og undre jeg over, at det skal med i min blog. Men i modsætningen til i Danmark er jeg faktisk ikke fuldstændig umulig til at finde rundt hernede.
Anyways, da jeg endelig en halv time forsinket kom hen til Caféen, så var det fantastisk. Man får serveret kaffe, der er rig mulighed for at få strøm til sin computer og gratis Wifi. Bevares, der er noget baggrundsstøj, da der ved bordet bag os sidder nogle mennesker i møde og de andre, der mødes for at studere lige skal have vendt verdens situationen. Men ikke noget man ikke kan abstrahere fra. Specielt ikke når det foregår på hebraisk. Alt i alt, var der bedre arbejdsforhold på "The Streets" end i "Studenter Paladset" på Campus Fuglesangs Allé. Ikke at det siger så meget egentlig.

Efter at have fået Sabich (eller noget i den stil) til frokost - Sabich er en pita med friturestegt aubergine, æg, syltede agurker, humus, falafel, trinah og andet godt (nogle af tingene har jeg glemt hvad var, andre kunne jeg ikke gætte hvad var). Men godt det smagte det - så tog vi videre til en anden café, der ligger tæt på Rothshild Bouldevard. Denne café har åbentbart to caféer overfor hinanden. Den ene til rygere og den anden til at arbejde i. Indenfor er der en meget hyggelig stemning. Møblerne er mørke og lidt ukurante. I baggrunden var lidt musik og i midten af rummet et par stolper. Rummet er ikke rektangulært, men nærmest som to kvadrater, der er lidt forskudt i forhold til hinanden. Stolperne går gennem et stort bord, der går tværs gennem rummet. Ved bordet sidder, der allerede et par stykker og arbejde. Underbordet er der stikdåser nok til alle. Jeg siger jer, det var en ren fornøjelse og dejligt med en lille forandring.

Snakkar du danska?
Onsdag var Jörgen Weibull på Berglas for at give et seminar, og det var ikke uden en følelse af dejligt velkendthed, da jeg under præsentationen bliver mere og mere sikker på, at han er fra Sverige. Glæden blev ikke mindre, efter seminaret da han spørger på halvt dansk, halvt svensk: "Snakkar du danska?" Jeg går egentlig ikke rundt og savner at snakke dansk. Men det føltes alligevel rart for en kort stund at vide, at jeg kunne snakke dansk, hvis jeg ville og så ville nogen forstå mig.

Det er ikke første gang jeg har hørt dansk hernede. Den ene dag i Tel Aviv var der en mor med hendes to små piger. Der fik jeg næsten lyst til at gå hen og sige hej. Jeg gjorde det ikke bare rolig. Men det var en rar fornemmelse.

Når det så er sagt, så er de fleste blevet vant til, at der er en, som ikke snakker hebraisk. Så det er ikke så ofte længere, at jeg overværer længere samtaler på hebraisk eller må forstyrre forelæsninger eller seminarer, fordi de har glemt, at ikke alle forstår hebraisk. Eller når jeg siger, at jeg må forstyrre, så passer det ikke helt. For de andre er rigtig gode til at gøre oplægsholderen opmærksom på det.

Ellers så er det begyndt at blive lidt hverdag hernede, men på den gode måde. I aften skal vi sætte uret en time frem, da de ikke kan skifte til sommertid i weekenden, da alle de troende ikke kan stille på uret om lørdagen. Sammen med sommertid, så kommer der også sommervejr. I weekenden skal der eftersigende blive 34 grader. Så får jeg en lille forsmag på, hvad der venter i Maj og Juni måned.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar